Kender du signalflag A

af  Steen Wintlev-Jensen
Året rundt færdes mange på og i vandet, og selvom der skulle være rigeligt med plads langs de danske kyster og farvande, bliver der hvert år rapporteret om ”tæt på” episoder, mellem dykkere og både.

For at undgå de farlige situationer, kræves der både, at dykkerflaget benyttes af dykkerne under vandet men også, at det respekteres af folk, der færdes på vandet. Dykkerne kan sammenlignes med en fodgænger på land ”den bløde part”, og det er uanset, om dykkeren bliver ramt af en båd, kølen på et sejlskib, åre/pagaj eller endnu værre – en skrue.

Signalflag ADykkerflaget betyder ifølge den internationale signalbog: ”Jeg har dykker ude. Hold godt klar med langsom fart”.  I praksis skal dette fortolkes således, at hvor der er dykkere ude, skal skibe passere med særlig forsigtighed, og maskindrevne skibe skal så vidt muligt passere med stoppet skrue. Søfartsstyrelsen anbefaler, at dykkere, der befinder sig tæt på overfladen, ikke fjerne sig længere end 30 meter fra dykkeflaget, og at forbipasserende både overholder en sikkerhedsafstand på mindst 50 meter til fartøjer og overfladebøjer med dykkerflaget oppe.

Uanset i hvilken sammenhænge dykkerflaget benyttes, er det vigtigt, at flaget er udspilet eller lavet af en fast plade, således at det er synligt hele horisonten rundt. Om natten skal dykkerflaget være oplyst. Søsportens Sikkerhedsråd har udarbejdet en pjece for sikkerhed under rekreativ dykning. Pjecen kan downloades fra hjemmesiden: www.soesport.dk.

07-07-2010
 
 

Danske Bådejere, Dansk Sejlunion, Idrættens Hus, 2605 Brøndby, 43 26 21 82, info@danskebaadejere.dk