Det er begrænset, hvor længe et menneske ved egen hjælp kan holde sig flydende i vandet på grund af udmattelse og nedkøling
Et normalt menneske kan næppe svømme mere end ca. 1200 meter i 12º varmt vand, før personen mister bevidstheden. Chancen for at overleve er langt større, hvis man ligger stille og holdes oppe af et flydemiddel.
Redningsveste er den sikreste form for personligt flydemiddel. En redningsvest skal kunne vende en bevidstløs person om på ryggen og holde mund og næse fri af vandet. Alle, der ikke er dygtige svømmere, bør have redningsvest på, selv om den kan være lidt ubekvem, når der skal arbejdes om bord. Svømmevest bør kun bruges af gode svømmere. En svømmevest skal kunne holde personen flydende, men der er ingen krave til at holde mund og næse fri af vandet. Svømmevesten yder ikke sikkerhed ved træthed eller bevidstløshed.
Gør det til en fast regel, at alle har veste på under sejlads.
Veste skal passe til personens vægt og størrelse og være afpasset efter påklædning, så alt er lynet, knappet og bundet korrekt. Farven bør være orange, da denne farve er mest iøjnefaldende. Som ekstraudstyr kan nævnes reflekser, plasticfløjte og lys, som blinker.
Redningskrans (bjærgemærs) af hårdt, fast opdriftsmateriale kan kastes ud til en person, der er faldet over bord. Redningskransen kan være udstyret med flag eller et lys. Flag benyttes om dagen, så den overbordfaldnes position kan bestemmes, når der er høje bølger. Om natten benyttes lyset.
Sikkerhedssele og livline bruges for at undgå at falde over bord i søgang og i hårdt vejr. Brug kun godkendte sikkerhedsseler og livliner. Sikkerhedsselen skal tilpasses brugeren og sidde et sted på kroppen, som kan optage de kraftige påvirkninger. Livlinen skal være så kort som mulig og må kun fastgøres solide steder på båden, f.eks. rundt om masten.
Læs om kravet til redningsveste ombord.