Jens Madsen, Horsens, har spurgt på frostsikring af en Buch dieselmotor. Jens har været usikker på om den anviste metode i manualen der medfølger motoren, og fremgangsmåden beskrevet på hjemmesiden, er god nok
Jeg har lige læst artiklen omkring vinterklargøring af en saltvandskølet motor, og der er noget der undre mig, ikke fordi der står noget andet end i min manual.
For nogle år siden, da jeg netop lige havde kørt frostvæske på Hr. Buch, slog det mig, at der måtte være noget galt, eller det kunne gå galt.
Når motoren er driftsvarm, ved man så om vandet løber igennem motorblokken eller kun udstødningssystemet? Er termostaten åben eller lukket?
Svaret blev NEJ ikke umiddelbart
Med sejlerhilsen
Jens Madsen
HSH Horsens
Jens Madsens videre forklaring på hans spekulationer, gik på at vandet der kom ud fra motorblokken/manifolden var kold, og derfor måske ikke havde været igennem selve motorblokken (den del som består af cylindrene). Termostaten måtte have været lukket under normal drift. Desuden var vandet varmt de første sekunder når motoren havde været stoppet, hvilket indikerede at nu var termostaten åben.
Derfor havde Jens udarbejdet en alternativ metode til vinterklargøring af motoren.
Men det skulle ikke være nødvendig, som det fremgår af nedenstående.
Danske Bådejers kommentarer til Jens Madsens spørgsmål
I kølesystemet til en benzin/diesel motor er der monteret en termostat. Denne termostat skal sørge for at motoren har den rette driftstemperatur.
I en båd med dieselmotor, som er kølet direkte af saltvandet, er denne termostat sat til ca.: 50 grader for ikke at få saltudfældning. En bådmotor kræver også en effektfuld køling af udstødnings manifolden, da der ellers kan udbryde brand i båden.
En bilmotor har vindkøling af udstødningsmanifolden, idet der er direkte luftadgang til denne. Kølingen er effektiv, især under kørsel. Modsat en båd, hvor der ingen luftkøling er til stede. Motoren er jo i sagens natur installeret i et lukket rum.
De fleste bådmotorer har en bypass vandkøling, således at manifolden altid får masser af kølevand, hvor i mod motoren får tilpas mængde vand til at holde denne på den rette temperatur. Al kølevandet blandes, inden det køler manifolden. Altså både kølevandet der er "bypassed" og kølevandet fra motorblokken.
Lidt teknik: En dieselmotors virkningsgrad ligger på 25-30% (Miljøstiftelsen Bollona, august 2005, Bellona rapport om CO2 udslip, Norge). D.v.s . at 25-30% af den energi der udvikles fra dieselolien bliver til fremdrift, resten til varme i motoren (motorblokken og udstødningsmanifolden).
Altså udvikles der adskillige kW som varmeenergi i motoren. Denne varme skal bortskaffes, og bliver det med kølevandet. En Hk er 735 Watt, og varmetabet er anseligt, ca. tre gange det der medgår til flytning af båden.
Men, da vand er den væske der har den største varmefylde af alle, så fornemmer man ikke at vandet er blevet varmt ved at sætte fingrene ind i udstødningskølevandet. Vandpumpen sender adskillige liter vand igennem i minuttet. Prøv blot at tænke den tanke: at varme en kedel vand op med det største el/gasblus du har. Stik en haveslange ned i kedlen og luk op. Bliver vandet varmt? Nej vel, det kan slet ikke fornemmes at der er en temperaturstigning. (OK, gasblusset udvikler ikke så meget varme som motoren, men analogien er udmærket, men det giver et større griseri i køkkenet!).
Men, hvorfor er vandet så varmt i de ca. 20 sekunder til at starte med, som Jens Madsen skriver.
Det kan forklares, idet motoren, når den stoppes, bliver varm, også i udstødningsmanifolden. Der er ingen vandgennemstrømning, og motorblokken er varm. Vandet varmes op af motoren (50 grader), som køler af. Hvis man så efter nogle minutter starter motoren, vil vandet føles varmt de første sekunder, inden kølingen bliver effektiv (husk, motoren ikke køles af luften, idet det er et lukket motorrum, hele blokken bliver skønsmæssig 40 grader varm med slukket motor, for derefter gradvist at køle af). Hvis man starter motoren næste dag, så vil vandet være koldt, også fra starten.
Da motoren under drift har termostaten lidt åben, så får motorblokken kølevand sendt rundt. Hvis ikke termostaten er åben vil motoren blive overophedet og ødelagt meget hurtigt. Husk stadig på de mange kW som skal bortskaffes.
Konklusion: Benyt blot fremgangsmåden, der er beskrevet i manualen, og på hjemmesiden, men selvfølgelig ved driftsvarm motor. Det virker.
Denne side er skrevet af Jens Koch i samarbejde med Danske Bådejere.