Hvordan sker finansieringen?
Almindeligvis finansieres fritidsskibe ved en låneaftale. Heri aftales hvor meget der lånes, hvad omkostninger og renter er, hvor lang tid lånet skal løbe, månedlig ydelse, osv, osv.
Sikkerheden for lånet er normalt et ejerpantebrev i det købte skib. Ejerpantebrevet tinglyses enten i Personbogen eller i Skibsregistret, alt efter hvor stort fartøjet er. Måler skibet mindre end 5 bruttoton, sker det i Personbogen. Måler det 5 eller mere sker tinglysningen (registreringen) i Skibsregistret.
Bemærk, at de omtalte bruttoton intet har med vægt at gøre. Der er tale om et rummål på skibets skrog. Som en grov tommelfingerregel kan man regne med, at de nævnte 5 bruttoton svarer til ca. 28 – 29 fod, eller ca. 8,50 m, i længde.