Velkommen

Danske Bådejere
Dansk Sejlunions hjemmeside for tursejlere og bådejere

Dansk Sejlunion arbejder for at skabe de bedste betingelser for tursejlads og attraktive tilbud/services og vidensdeling mellem tursejlere og bådejere.

På hjemmesiden bringer vi nyheder og artikler som kommer til vores kendskab gennem Danske Sejlunions samarbejde med myndigheder, fra klubbernes medlemmer og samarbejdspartnere i bådbranchen.

 

Ordliste - Finansiering

 

Ordliste - Finansiering af både

CIN-nummer

Et nummer alle fritidsskibe skal udstyres med siden 16. juni 1998 i henhold til EU’s CE-mærkningsregler. CIN er forkortelse af Craft Indetification Number. Skal sidde i styrbord side af hækken og der ud over på et skjult sted i båden. Nummeret identificerer, hvilket land værftet bor i, hvem værftet er, værftets produktionsnummer, hvornår skibet er bygget, og hvilken årsmodel der er tale om.  Kunne være: DK-XYA33092H102, hvor DK står for Danmark, XYA står for X-Yacht, 33092 er værftets nummer, H1, siger at byggetidspunktet er august 2001, 02 at der er tale om en 2002-model.
CIN hed tidligere HIN (Hull Identification Number).

Cross border leasing

En leasingaftale er en slags lejeaftale. Når man taler om cross border leasing mener man et system, hvor man leaser et skib hos et udenlandsk leasingselskab og udnytter, at de forskellige lande har forskellige momsregler. På den måde kan man begrænse momsbetalingen.

Ejendomsforhold

Sælgers forbehold om at kræve det solgte tilbage, hvis købesummen ikke betales.

Indflagning

Når en dansker køber et skib i udlandet, skal det udslettes af det udenlandske skibsregister og kan nyregistreres i det danske. Denne flytning fra et udenlandsk register til det danske hedder en indflagning.

Købekontrakt med ejendomsforbehold

En handelsaftale mellem 2 parter på f.eks. et skib, hvor det er aftalt, at en del af købesummen skal betales i rater over en aftalt periode. Sælger har ejendomsforhold i skibet ind til sidste krone er betalt. Det vil sige, at ejerskabet først går over til køber, når han har betalt hele købesummen.

Omregistrering

Når et registreret skib sælges fra én ejer til en ny skal det nye ejerskab registreres, for at sikre den nye ejers rettigheder omkring skibet. Svarer til tinglysning af et ejerskifte på et hus.

Personbogen

Er det sted, hvor man tinglyser rettigheder, f.eks. pantebreve, i løsøregenstande. En løsøregenstand i denne forbindelse er andet end fast ejendom, registrerede skibe og fly. F.eks. kan det være maskiner, møbler, eller små både. Personbogen bor fysisk i Århus. Læs mere om Personbogen på www.domstol.dk

Skibsskøde

Det formelle dokument, hvor en gammel ejer overdrager et skib til en ny ejer. Laves ud over f.eks. en slutseddel eller købsaftale, hvori man aftaler alle handlens mere specifikke vilkår om levering, betaling, hvornår skal det ske, hvad følger med, osv osv. Man registrerer normalt ikke købsaftalen i skibsregistret, men kun skødet. Et skøde kendes også fra fast ejendom.

Survey-rapport

En omfattende rapport fra en besigtigelsesmand (surveyor) efter en tilbundsgående gennemgang og afprøvning af et skib.

 

Denne side er skrevet af SejlerFinans i samarbejde med Danske Bådejere.
 
 

Danske Bådejere, Dansk Sejlunion, Idrættens Hus, 2605 Brøndby, 43 26 21 82, info@danskebaadejere.dk