Accept af risiko medførte, at skadelidte måtte bære det fulde ansvar selv.
Sag 237/2005
Kort- og Matrikelstyrelsen mod Alka Forsikring A/S
Accept af risiko medførte, at skadelidte måtte bære det fulde ansvar selv.
Den 22. juli 2001 sejlede A sin båd ud af Østerby Havn på Læsø for at sejle mod Anholt. A havde købt og anvendte et kort fra Kort- og Matrikelstyrelsen. Ca. en halv sømil ude valgte A at forlade den anbefalede rute og satte således kursen østover i stedet for at holde kursen nordover. Herved sejlede han ind i et område, hvor vanddybden på kortet var angivet til mellem 2 og 4 m, og hvor bundbeskaffenheden var markeret som stenet. A´s båd stak 1,6 m i vandet. A´s båd grundstødte og måtte med assistance trækkes fri. Den var sprunget læk og måtte på værft, hvor den siden blev repareret. På søkortet var en fejl, idet angivelsen af en grund med dybden 0,9 m mellem 2 og 4 m kurven var faldet ud i den anvendte version. Det er ubestridt, at grundstødningen ikke skete på denne grund, men på en ukendt grund ca. 800 m øst derfor. A havde ikke tidligere sejlet i området omkring Læsø og kendte ikke besejlingsforholdene.
A´s forsikringsselskab, Alka Forsikring, påstod Kort- og Matrikelstyrelsen pålagt erstatningsansvar for grundstødningen efter reglerne om produktansvar eller efter almindelige erstatningsretlige regler, idet kortet var behæftet med en fejl, en defekt, og skaden på skibet var forårsaget ved denne defekt ved produktet, som er produceret eller leveret af Kort- og Matrikelstyrelsen. Kort- og Matrikelstyrelsen påstod frifindelse, da der ikke er årsagssammenhæng mellem fejlen på kortet og skaden, og da A havde udvist egen skyld, idet han slet ikke burde have valgt en anden rute end den anbefalede. Endvidere var betingelserne for at ifalde ansvar efter produktansvarsloven ikke opfyldt.
Højesteret fastslog, at A ved under de angivne omstændigheder at have forladt den anbefalede rute burde have indset, at der var en betydelig risiko for grundstødning, hvorfor han uanset den manglende påførsel på det anvendte kort af en grund på 0,9 m selv måtte bære det fulde ansvar for skaden. Alka Forsikring havde herefter ikke noget krav mod Kort- og Matrikelstyrelsen, der frifandtes. Højesteret fandt ikke anledning til at tage stilling til, om Kort- og Matrikelstyrelsen måtte være ansvarlig efter reglerne om produktansvar.
Sø- og Handelsretten var nået til et andet resultat. ”
Denne side er skrevet af Advokatfirmaet Lett i samarbejde med Danske Bådejere