| Spørgsmål 1 - Jeg har hørt, at der for nogle år siden kom nye gasregler. Hvad går det ud på? |
| |
Svar
Den 11 april 2003 udkom Søfartsstyrelsens Tekniske Forskrift nr. 3 (og nr. 4 vedr. Prammes bygning). Disse baserer sig i al væsentlighed på de gamle regler fra 1989 med revidering 1993, og der er således ingen voldsomme ændringer.
Den Tekniske Forskrift nr. 3 er primært et ønske om en regelsanering, samt en harmonisering til ISO-standarden 10239. De ”nye” regler gælder for alle nymonteringer efter 2003. |
| |
| Spørgsmål 2 - Hvori består ændringerne så? |
| |
Svar
Teknisk lægger man nu ISO-standarden 10239, der har været gældende for CE-mærkede både fra juni 1998, til grund for regelværket, således at vi følger EU-lovgivning.
Af praktiske ændringer er der følgende LEMPELSER i forhold til de gamle regler:
Tidligere var det kun tilladt med max. 6 kg. om bord i lystfartøjer under 24 m.
Nu tillades op til 2x11 kg. Mere realistisk for lystbåde er er nok 2x5 kg også af hensyn til de nye komposit(plast)flasker. Men så skal gaskassens drænhul også forøges til min. Ø 19mm.
Husk at alle flasker, også de tomme, SKAL stå i separat, gastæt gaskasse med dræn ud over vandlinien. Ændring i ordlyden om montering, se nedenstående. |
| |
| Spørgsmål 3 - Hvad er denne ISO 10239, og hvori adskiller den sig fra de gamle danske regler? |
| |
Svar
Stort set er reglerne ens m.h.t. hvad man må og ikke må, samt hvordan installationen skal være, trykprøvning etc. etc. og begge regler er da også stærk inspireret af de oprindelige første regler nemlig Nordisk Bådstandard, der startede som et svensk regelsæt, som de nordiske lande tilsluttede sig. Så man kan sige, at de gældende EU-regler baserer sig på de nordiske regler.
Forskellen ligger i, at før i tiden brugte man slanger der påsattes specielle (ofte forskellige fra land til land) slangestudser med tilhørende spændbånd. CE-mærkede både fra 1998 og frem må ikke anvende dette system, men skal bruge færdigklemte slanger med møtrikker med venstregevind eller kompressionsfittings/ skæreringsfittings i messing.
Dog kan slange med spændbånd nødtvunget accepteres på regulatoren i gaskassen, men ALDRIG nede i båden. Ikke CE-mærkede både fra før 1998, og både med eksisterende installationer må gerne bibeholde deres installationer samt vedligeholde dem med ”gammeldags fittings”, men renoverer man et anlæg komplet bør man bruge de nye fittings. |
| |
| Spørgsmål 4 - Efter de gamle regler måtte man selv montere sit gasanlæg. Må man stadig det? |
| |
Svar
Ja, ”simple gasanlæg i fritidsfartøjer under 24 m” må udføres af en kompetent person. Her lidt ordforklaring:
Simple gasanlæg er et anlæg bestående af max. 2 flasker med ét ubrudt kobberrør ned til et komfur eller kogeapparat, der må ikke være samlinger eller t-stykker eller lign. og der må kun være ét gasforbrugende apparat. Er der flere forbrugere, så skal anlægget laves af en fagmand. Både over 24 m skal altid laves af fagmand.
Kompetent person. Dette skal fortolkes som en person, der har tilstrækkelig håndværksmæssig kunnen eller baggrund til at kunne samle rør og komponenter forsvarligt. Umiddelbart kunne dette indikere en stramning i forhold til tidligere regler, men Søfartsstyrelsen har i oplægget til regelsaneringen understreget, at man IKKE var ude på en stramning af reglerne, idet der ikke har været hændelser, der kunne berettige en yderligere stramning. Reglerne fra 1989 har virket. Generelt er det da også vor erfaring, at det kun er teknisk øvede personer, der giver sig til at montere et gasanlæg. Den generelle tendens i samfundet er jo, at man skal stå til ansvar for sine handlinger, så det er klart, at hvis en ikke kompetent person laver en uforsvarlig installation, der påfører andre ulykke, ja så vil personen kunne blive gjort ansvarlig. Intet nyt i det, men måske på sin plads at præcisere. |
| |
Spørgsmål 5 - I Danmark er gaslækagetesteren/ bobletesteren lovpligtig.
Det er den ikke i alle lande, hvorfor det? |
| | |
Svar
I de fleste lande rundt omkring os har man i stedet et lovpligtigt syn af gasinstallationen hvert eller hvert andet år. Man skal altså have en godkendt fagmand ned om bord, der så trykprøver og checker installationen. Han skal udfærdige en regning, som skal forefindes om bord, og som blandt andet skal bruges, hvis båden skal sælges, eller skulle der ske en ulykke.
Helt tilbage til de ”gamle” regler i 1989 blev man (Søfartsstyrelsen, Sejlunionen, forsikringsselskaberne, Forbrugerrådet samt leverandørerne af gasudstyr) enige om, at de kr. 500,- en gastester koster, og som så vil sætte sejleren i stand til selv at trykprøve sit anlæg lige så tit, han/hun har lyst, er billigt sluppet i forhold til at få en teknikker om bord hvert andet år.
Visse kræfter arbejder på at få eftersyn af gasinstallation i bådene lovpligtig. Det er imidlertid en enig bådbranche (både forbrugere, institutioner samt leverandører og teknikkere), der kraftigt modsætter sig dette. |
| |
| Spørgsmål 6 - Jeg har hørt om en enig bådbranche (både forbrugere, institutioner samt leverandører og teknikere), der kraftigt modsætter sig dette. Hvorfor? |
| |
Svar
Først og fremmest fordi det er ganske unødvendigt. Der er nu gået over 17 år siden de gamle regler blev indført, og de har bevist at selvdisciplin, brug af gastesteren og sejlernes generelle høje sikkerhedsbevidsthed holder antallet af ulykker på et absolut minimalt og tilfredsstillende niveau.
Da der ikke er noget centralt register over gasanlæg i både, vil det alligevel være op til den enkelte sejler at få foretaget et lovpligtigt eftersyn.
Dem der ikke vil, vil ikke kunne spores. Hvilket også er erfaringen fra f.eks. Tyskland. Det er logistisk en håbløs opgave at checke alle både. Bådene kan jo ikke som en bil eller en campingvogn komme hen til en synshal. |
| |
| Spørgsmål 7 - Hvor mange ulykker sker der? |
| | |
Svar
Der findes ingen central opgørelse over antallet af gasulykker i både, hverken i Danmark, Norge, Sverige, Finland eller det øvrige Europa. I Sverige har man den holdning (citat fra Sweboat, den svenske brancheorganistation): ”Antallet af ulykker er så lille, og skaderne ved de få ulykker, der er, er så minimale, at det ikke retfærdiggøre det store arbejde en central registrering ville være”. Vi (Kjøller) har selv været involveret som rådgivere i 4 ulykker i de sidste 16 år, hvor af der kun skete personskade (en knust hæl) samt brandsår i en ulykke, samt punkterede trommehinder i en anden. |
| |
| Spørgsmål 8 - I hvilke forbindelser er ulykkerne så sket? |
| | |
Svar
Vi (Kjøller) må ikke udtale os om enkeltsager, men i alle 4 tilfælde har installationen IKKE været i overensstemmelse med de til ethvert tid gældende regelsæt.
I et tilfælde var komfuret uden tændblussikring (et komfur købt i England, som først har fået krav om tændblussikring i 1998. I DK har det været krav siden vist nok 1958 i Handelsministeriets Bekendtgørelse om flaskegasanlæg i lystbåde samt naturligvis Nordisk Bådstandard). I et andet tilfælde (med de sprængte trommehinder) der fandt sted i Norge, konkluderede Politi og Brandvæsnet følgende: ”Båden er i generelt så dårlig og livsfarlig vedligeholdelses stand, at der ville være basis for at retsforfølge ejeren for at udsætte sine medmennesker for livsfare. Af sociale hensyn har vi valgt at henlægge sagen, og takker Herren og tilfældigheden for, at denne båd er fjernet fra havet inden den forårsagede en alvorlig ulykke”. I et 3. tilfælde, var flasken monteret/skruet direkte på apparatet, hvilket også altid har været forbudt i både. Men som selvfølgelig er tilladt for apparater, der bruges til teltbrug, hvor gassen løber ud på græsset og væk. Det 4. tilfælde skyldtes, at der var monteret en dansk 11 mm slange på en svensk 8 mm gasnippel. PAS PÅ ved net-handel og parallelimport, de samme komfurer leveres med vidt forskelle gastilslutninger for at kunne bruges til de nationale slanger, og så står man der og kan ikke få det tæt. Vi vil gerne påpege, er der i det 4. tilfælde fra ejerens side var gjort alt, han kunne for at opfylde kravene. Der var efter vor mening ikke tale om dårlig vilje, manglende vedligeholdelse eller anden svigt. Dertil kommer en række ulykker, vi hører om, men som ofte viser sig at være enten forsikringssvindel eller noget helt andet. I pressen gjorde man meget ud af en sag med en udbrændt benzin motorbåd, der udbrændte under sejlads, desværre med en lille dreng i kahytten. Drengen blev reddet med fik stærke forbrændinger. I dette tilfælde var der tale om et petroleumskogeapparat, som man havde ombygget til spritdrift. Det vil sige, at man havde sat spritten under tryk, hvilket er forbudt. |
| |
| Spørgsmål 9 - Gasslangerne er datomærkede, er det rigtig at de skal skiftes hvert andet år? |
| |
Svar
Nej. Slangerne er datomærkede fordi de i andre sammenhænge kan være omfattede af en udskiftningspligt og for at kunne identificere fra hvilken produktion de stammer. Slangernes værste fjende er sollys, og det udsættes de jo ikke for nede i båden, hverken i gaskassen eller ved komfuret. Test slangen ved at knække den sammen. Hvis der kommer revner i slangen skift omgående.
Vi har set slanger, der er både 10 og 15 år gamle og lige så gode som nye. Derfor er der intet krav periodisk udskiftning.
Hvad mange sejlere måske ikke ved er, at regulatoren (den der sidder på flasken) derimod har en begrænset levetid, særlig hvis den sidder i et fugtigt miljø. God vedligeholdelse er at skifte regulatoren, når den begynder at irre og korrodere udvendigt, så er den nemlig også angrebet indvendigt. Personligt skifter jeg regulator hvert 5. år uanset, hvordan den ser ud. |
| |
| Spørgsmål 10 - Hvilken flaske kan jeg bruge over hele kloden? |
| |
Svar
Svaret er enkelt INGEN.
Da ISO 10239 blev lavet, var vi nogle stykker, der arbejdede for i hvert tilfælde en Europæisk fælles norm for flasketilslutning. Men det lykkedes ikke. Vi må konstatere, at der er for mange kræfter imod. Landene, som ikke kan se, hvad problemet er, de fleste flasker anvendes jo lokalt, selskaberne der ikke ønsker omkostningen ved udskiftningen af flasker og tilslutninger, og som heller ikke kan se problemet, da 95% af flaskerne jo anvendes lokalt, samt ikke mindst regeringerne der er interesserede i energiafgifterne på flaskegassen.
Den mest universelle flaske er den blå International Campinggaz (det er et varemærke ikke udtryk for at den er international). Denne anvendes overalt fra og med Danmark og sydover i hele Europa, parallelt med de nationale flasker. Den kan være svær at få i Sverige, men fås dog i de større turistbyer. Den kan ikke fås i Norge og Finland.
Ulempen ved denne flaske er, at den er fyldt med butangas. Denne gas har en større brændeværdi end Propan = giver mere varme pr. liter gas, men den fryser ved allerede et par plusgrader (+3-4°C). De nationale flasker i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge er fyldt med Propangas. Brændeværdien er ca. 20% ringere, men de kan anvendes i frostvejr ned til minus 30-40°C. Disse flasker kan som hovedregel kun fyldes i eget land. |