Nu, hvor båden er taget på land, er det tid til at gennemgå båden, så man er klar over, hvad der skal repareres og tjekkes inden vi igen skal i vandet. En af de ting du med stor fordel kunne gennemgå, er bådens beholdning af nødraketter og andre pyrotekniske signaler.
Det kunne tænkes, at en del af beholdningen af nødraketter er blevet for gamle og at de er bedst tjent med at blive udskiftet med nye. Hvis det er tilfældet, melder et nyt problem sig. Hvordan kommer jeg af med de gamle nødraketter.
Der er to muligheder for afskaffelse:
- 1. Vejledningen om pyrotekniske signaler i både anviser, at man ved bortskaffelse afleverer sine nødraketter og lignende til politiet. Politiet vil derefter sørge for en sikker destruktion af de udtjente nødsignaler.
-
- 2. Du og andre i klubben arrangerer en dag, hvor I med politiets tilladelse kan afprøve jeres nødsignaler under rolige og kontrollerede forhold. På denne måde kommer i af med jeres nødsignaler og får samtidig et ”kursus” i sikker håndtering af nødsignaler.
Der er to andre måder til bortskaffelse, som IKKE skal bruges. For det første, kom aldrig din udtjente nødraketter i dagrenovationen, da det kan udsætte renovationsfolkene for fare. For det andet, skal man aldrig affyre nødraketter for sjov – heller ikke nytårsaften – der er også mennesker til søs nytårsaften, hvorfor SOK skal tage alle nødsignaler alvorligt.
Når du er kommet af med de gamle raketter, skal der anskaffes nye til den kommende sæson. Det gøres nemt og smertefrit i en udstyrsforretning.