En oppustelig redningsflåde er et meget effektivt redningsmiddel ved forlis.
I skibe, hvor redningsflåder er påbudt, f.eks. udlejningsbåde, skal flåderne være godkendte og kunne rumme alle om bord. Flåden opbevares uoppustet i en relativt lille glasfibercontainer eller taske, der er fastgjort i et beslag på dækket eller sat i et stativ på agter pulpitten. Det er vigtigt, at udløserlinen er solidt fastgjort om bord.
Skulle det nogen sinde blive nødvendigt at bruge flåden, kaster man hele containeren over bord og trækker i udløserlinen. Flåden oppustes med CO2 fra en stålflaske ved et hurtigt ryk i udløserlinen, når denne er trukket helt ud. Er der tid til det, så tag mest muligt varmt tøj og tæpper med.
Træk flåden ind til båden. Hvis det er muligt, så sørg for at komme tør i redningsflåden ved at springe direkte ned i flåden. Ellers må alle hoppe i vandet og svømme samlet hen til flåden. Kravl op ad lejderen. Når alle er i flåden, kappes udløserlinen med en speciel kniv (der er fastgjort ved indgangen). Drivankeret sættes. Har flåden dobbeltbund pustes denne op.
Kommer man i vandet, så sørg for hurtigst muligt at komme ud af vandet igen. Er dette ikke muligt så lig stille i vandet med armene ind til kroppen. Bevæges arme og ben, afkøles man hurtigere af vandet. Kulde kan lamme arme og ben på få minutter. Trækkes en våd person om bord i en flåde eller en båd, så fjern hurtigst muligt de våde klæder og iklæd ham tørt tøj. Findes dette ikke, så vrid tøjet så tørt som muligt. Anbring uldtøj nærmest kroppen.
Om muligt - luk flåden. Blæs vægge og gulv op med luft. Hold udkig efter andre overlevende. I flåden sætter man sig, efter at have taget sko/støvler af, to og to, således at man kan tage makkerens fødder op under sin jakke eller trøje. På den måde holder man bedst varmen og udnytter kropsvarmen bedst muligt.
Tænk over, hvordan der bedst kan skabes et lag af stillestående luft omkring kroppen. Hold flåden/ båden så tør som muligt indenbords. Følg flådens instrukser.