Velkommen

Danske Bådejere
Dansk Sejlunions hjemmeside for tursejlere og bådejere

Dansk Sejlunion arbejder for at skabe de bedste betingelser for tursejlads og attraktive tilbud/services og vidensdeling mellem tursejlere og bådejere.

På hjemmesiden bringer vi nyheder og artikler som kommer til vores kendskab gennem Danske Sejlunions samarbejde med myndigheder, fra klubbernes medlemmer og samarbejdspartnere i bådbranchen.

 

Brandfare ved benyttelse af gasanlæg i turbåde.

Brand i gasanlæg

En sejler har været ude for en uhyggelig oplevelse ved brug af et gasapparat.

Der er et par generelle kommentarer, jeg gerne vil knytte til hændelsen:

Som det fremgår, er det næsten umuligt for brugerne at se, om anlægget fejler noget og dermed kan være farligt at benytte. Det kan ikke indskærpes tit nok, at gas er overordentligt farligt. Hvis den slipper ud i en båd, kan gassen ikke forlade båden, da den er tungere end luft. Det medfører, at gas er farligere at anvende i både, end f.eks. på land.

I nævnte fejl på Cramer-anlægget, kan en læktester, (dem med ”bobleglas” ved gasflasken) ikke vise noget, idet det er under brugen, og ikke ellers, at der kommer gas ud under gasanlægget med den fejl, beskrevet nedenfor. Så det er absolut ikke sikkert at stole for meget på læktesterne. Heller ikke gasalarmerne når at reagere i et sådant tilfælde.

Generelt er det sådan, at man skal holde sig fra at skille gasanlæg ad, som brugeren i dette tilfælde også er inde på. Service og nyinstallering bør man overlade professionelle folk, se i øvrigt:

Søfartsstyrelsens skrivelse om gas, sprit og petrolium i fritidsfartøjer

Her fremgår det, at der er åbnet en mulighed for fagtekniske personer uden autorisation, at foretage reparationer og installationer af gasanlæg, blot båden er under 24 meters længde. (Regel 2, definitioner, stk 21. og Regel 12, Installation og reparation af F-gasanlæg).

Jens Koch
Danske Bådejere

Hermed Bjørn Oldrups oplevelse:

Angår Gasanlæg mrk. Cramer

Jeg er den tilfredse ejer af en velholdt LM 24 årgang 1982 og lægger vægt på at sejle i en båd, som på alle måder er teknisk og sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig.

Båden er købt for to år siden.

Den er indrettet med et fikst pantry, hvor de to gasbrændere og vasken danner en helhed, som er presset ud af en rustfri stålplade. LM 24ere er ”født” med en lovlig gasflaskekasse med afløb direkte til det fri. Gasanlægget er forsynet med læksøger, og alt var efter min bedste overbevisning 100 % i orden.

På sommerturens sidste aften ville vi lave varm mad om bord. Begge de to gasblus i pantryet var i brug, og pludselig skete der en gaseksplosion eller forpufning. En stikflamme slog ud fra undersiden af gasapparaterne gennem den åbning (se billede), hvor reguleringsknapperne til gassen er og i gennem hvilken, der også suges luft ind til rørene, hvor luft blandes med gassen og ledes til de to brændere. Heldigvis var jeg alene om bord på det tidspunkt, og der skete ingen skade udover, at jeg blev forskrækket og skraldeposen af plastic monteret i skabet under vasken smeltede.

Dagen efter var ferieturen slut, og jeg skilte pantryet ad for at finde årsagen til forpufningen. Og til min store ærgrelse (forfærdelse) viste det sig, at de to kopper af jernblik, der er underpart af brænderne (se billede) var rustne, så pakningerne mellem den rustfri plade og ”kopperne” var blevet utætte. Og derfor kunne der sive en gas-luftblanding ud under den rustfri pantryplade og ud i skibet, blandt andet i skabet under vasken (de to ”kopper” leder gas-luftblandingen frem til de to brændere). Det var rent held, at forpufningen ikke gav anledning til større skade.

Som nævnt ovenfor troede jeg at mit gasanlæg var fuldstændigt i orden, det var rent og pænt på oversiden.

Til min dårlige undskyldning tjener, at jeg ikke havde ringeste ide om, hvor dårligt design og udførelse gasanlægget mrk. Cramer var nedenunder brænderen. Set oppefra var alt i orden og læksøgeren viste ingen utæthed. Og i almindelighed skiller man ikke et fastmonteret pantry ad og tjekker gasanlægget på undersiden. Men det bør man gøre.

Hos Masnedø Marine købte jeg et reparationssæt, dvs. nye brændere af en ny og bedre konstruktion, som kunne monteres i den eksisterende rustfrie plade, der sammen med vasken danner pantryet.

Men jeg vil gerne advare andre mod samme oplevelse. Har man et ældre Cramer gasanlæg, så få det kontrolleret. 

Bemærk: I brænderhovederne er indgraveret: ”Cramer” og i midten er der et skruehoved på den skrue, som spænder brænderhovedet sammen med underparten ”koppen”(under pladen). Efter min mening en for enkel og svag konstruktion.

Som det ses er pakfladen på ”koppen” meget rusten (det hvide er rester af pakningen, A på foto). Og sådan så begge ”kopper” ud.

Rør til flammesikringen (denne fungerede heldigvis perfekt, B på foto).

Venlig sejlerhilsen

Bjørn Oldrup
Medlem af Marbæk Sejl- og Motorbådsklub i Frederikssund

 
Software pilots
Kontrakt til handel af brugt båd
 Forsikringstilbud
 

Danske Bådejere, Dansk Sejlunion, Idrættens Hus, 2605 Brøndby, 43 26 21 82, info@danskebaadejere.dk